Vrede

På overfladen er Alice en kvinde, der har alt, man kan ønske sig. Hun (Sarah Boberg) er en velanset hjerneforsker, hendes mand, Patrick (Troels Lyby), er en anerkendt romanforfatter, der elsker hende, og deres store søn, Joe klarer sig godt i gymnasiet. Alt forekommer så helt igennem rigtigt i denne lille familie fra den kreative klasse; de lever det gode liv, præget af de rigtige holdninger. De er prototypen på politisk korrekthed. Da deres søn bliver taget i at male racistiske slagord på en moske, ryster fundamentet under den veluddannede og tolerante families selvforståelse. Sammen med forældrene til Joes’ kammerat og medskyldige, forsøger Alice og Patrick at forstå, hvad der drev deres søn til så intolerant en handling; Joe er vokset op i et oplyst hjem med bøger i reolerne, og så finder han på at ytre sig gennem aggression og had – hvordan kan det ske? Er det kammeraten fra arbejderhjemmet, der har haft en dårlig indflydelse på Joe? Fordommene er nærliggende og synes at være oplagte forklaringer – lige indtil en ung journalist begynder at afdække Alices fortid og lag for lag skrælle fernissen af den perfek facade, hun har brugt hele sit voksenliv på at bygge op om sig og sin familie. Handlingen tager flere uventede drejninger, og uforudsigeligheden fastholder publikum i spænding, mens den unge journalist forsøger at forstå Alices’ drivkraft; den passionerede vrede der har ligget som en tikkende bombe under hele hendes tilværelse. Og spørgsmålene presser sig på: Er venstreorienterede aktioner mere stuerene end højreorienterede aktioner? Hvor går grænsen mellem vandalisme og drengestreger? Kan man undskylde voldshandlinger, der er motiveret af moralsk indignation? Hvordan lærer man sine børn at være tolerante? Er moral godt, men dobbeltmoral dobbelt så godt? Mens svarene søges, og den rystende sandhed om Alice kommer for en dag, må alle smerteligt erkende, at kimen til had og vold blev sået i familiens midte.