Den poetiske raptus

- Om Holberg, teatertosser og kulturpolitik

Pietismen har med kongen, Frederik den 4. ved magten kastet mørke over København, hvor den dogmatiske protestantisme råder i en stadig stærkere alliance mellem konge og kir På teatret i Lille Grønnegade hersker der dog ufortrødent liv og glade dage under ledelse af den franske, flamboyante og fremsynede Monsieur Montaigu samt teatrets førstedame, Madame Montaigu.

I embedsboligen i Fiolstræde sidder Ludvig Holberg og holdes med selskab af husholdersken Madam Gelskirchen. Holbergs satiriske heltedigt Peder Paars er netop udkommet, og er, ifølge Holberg, misforstået af en håbløs anmelderstab tynget af tidens åndløshed og mangel på humor.

Netop Peder Paars giver Monsieur og Madame Montaigu anledning til at aflægge Holberg et særdeles vigtigt besøg. Teaterchefen har nemlig fået den kontroversielle idé at lade komedier opføre på dansk og opfordrer derfor Holberg til at skrive til teatret i Lille Grønnegade, som hidtil kun har spillet på fransk for det bedre borgerskab.

Den samfundskritiske vinkel
På trods af sit embede på det konservative Københavns Universitet tager Holberg udfordringen op, og går dermed i rette med det samfund, han selv regnes som en støtte af.

Kultur for folket og komedier på dansk er en åbenlys trussel mod enevælden, men Holberg drages af teatrets frisind og opdager snart komediens oplysende og samfundskritiske kraft. Den poetiske raptus er uundgåelig, og Holberg suges ind i teatrets verden med den erotiske Madame Montaigu, bohemer, evighedsstudenter med hang til flasken, suffløren og altmuligmanden Rasmus — alle parate til at kæmpe for teatret og den frie tanke.

Manuskript: Ernst Bruun Olsen. Bearbejdelse: Geir Sveaass, Kasper Wilton, Mette Borg
Medvirkende: Anders Juul, Tom Jensen, Ena Spottag Fog, Jesper Riefensthal, Simon Kongsted, Jeppe Marling M.Fl.
Instruktion: Geir Sveaass.

I sæson 22/23 fejrer Folketeatret 300-året for dansk teater, som netop blev født med Holbergs politiske kandestøber. Ernst Bruun Olsens teaterstykke fra 1976 er ikke blot et fermt og vitalt portræt af vores største teatermand, Ludvig Holberg, og hans samtid, men også en påmindelse om kunsten og kulturens svære, men nødvendige rolle i samfundet og ikke mindst betydning for et oplyst verdensbillede.