program


Live & Lokalt – Nordjyske talenter

Live & Lokalt – Nordjyske talenter

Vi præsenterer 2 spændende nye navne på den nordjyske musikscene Jonas Ringtved og Solvej som solister bakket op af en garvet trio af nordjyske professionelle session musikere (Ole Albrechtsen, Klaus Thrane og Peter Parmo).

- Jonas Ringtved & Solvej

Oplev en sjælden koncert med to Nordjyske kunstnere, som i den grad har gjort sig bemærkede i musikmiljøet i Aalborg. Jonas Ringtved med den mørke og insisterende stemme, har blandt andet Johnny Cash som en af sine inspirationskilder, og det høres tydeligt, både i sangen og tekstuniverset. Solvej beskriver sit tekstunivers som ”beskrivelser af livet; også dér, hvor det ikke føles så rart eller er så kønt”. De to solister har meget til fælles, men er meget forskellige i deres udtryk, og de bakkes op af garvede nordjyske musikere, der nok skal forløse aftens sange på bedste vis!

Live & lokalt - original nordjysk musik på spillesteder i Nordjylland i januar 2021

”I skal turde arrangere noget” var Joy Mogensen’s opfordring til kulturarrangørerne i forbindelse med forlængelsen af hjælpepakken og aktivitetspuljen for perioden november til og med januar.

Og den opfordring/provokation har en række nordjyske spillesteder tænkt at udnytte til at præsentere 2 spændende nye navne på den nordjyske musikscene Jonas Ringtved og Solvej som solister bakket op af en garvet trio af professionelle session musikere (Ole Albrechtsen, Klaus Thrane og Peter Parmo) på en turne i januar 2021.

”Live & Lokalt” version 2 er baseret på de overordnede erfaringer fra første udgave af projektet som blev afviklet i efteråret 2018, som viste at der er et stort og talentfuldt sangskriverpotentiale i Nordjylland og at projektet kan bidrage til udvikling af talentmiljø, af lokalt og regionalt musikmiljø, samt skabe kontakt og netværk mellem talenter, professionelle musikere og spillesteder.

Relevansen og nødvendigheden af ”Live & Lokalt” er i lyset af corona-krisen kun blevet større, da betingelserne er blevet vanskeligere for at synliggøre og stille scener til rådighed for unge talenter og ny originalmusik.

”Live & Lokalt” afvikles med støtte fra Region Nordjylland og fra Kulturministeriet corona-hjælpepakke.

Solisterne på denne turné er udpeget med hjælp fra Søren B.Kristensen fra Korma, Kompetencecenter for Rytmisk Musik, Aalborg.

Solisterne:

Jonas Ringtved

Jonas Ringtved er født og opvokset i Aalborg, hvor han har etableret sig som et lokalt navn, man bør holde øje med. Efter mange koncerter, som den anden halvdel af duoen Salvia, har Ringtved spillet på bl.a. Spot Festival og været support for internationale bluesnavne. Solokarrieren er nu næste skridt på sangskriverens rejse ind i den narrative folk- og country-verden. Med en stor barytonstemme, bakket op af sit eksistentielle tekstunivers, kan man forvente paralleller til nordamerikanske stjerner som Stephen Stills, Johnny Cash og Neil Young.
Skitzotopia er Jonas Ringtveds debut-EP, hvor historierne omkring sangskriverens rejse igennem en hård opvækst, der har budt på stoffer, vold og dominanskultur. Parallelt med mørket har der altid været et lys i familielivet og de ægte venskaber. Pladen er derfor en rejse gennem de følelsesmæssige kontraster, som har fået sangskriveren til at sætte spørgsmålstegn ved håbløsheden og søgen efter mening. Det har udmundet sig i den række sange, som Ringtved nu er klar til at præsentere for publikum på ærligste manér. Med et nøgent, akustisk udtryk, der repræsenterer numrenes personlige emner, får lytteren et tæt møde med en ung sangskriver i et gammelt sind.

Solvej

Solvej skriver sange i et nært, enkelt og relaterbart sprog. Med beskrivelser af livet; også dér, hvor det ikke føles så rart eller er så kønt. Solvej er forelsket i western og folk, betaget af beats og glad for guitar. Solvej er sandkorn, vestenvind, kedsomhed, kærester, cowboyhat, krop, tankerækker, tvivl og åben vej.

Solvej blev i 2019 indstillet til fire GAFFA-priser: årets danske udgivelse, årets danske solist, årets nye danske navn og årets danske pop-udgivelse.

Solvej er et one-woman-band, der af og til er blevet / bliver til et regulært band i forskellige konstellationer, og det bl.a. med Mads Mouritz, Jeppe Gram, Johan Segerberg, John Fomsgaard, Lasse Sandkamm og Tim Easton.

Solvej har spillet på større og mindre scener i Danmark, Sverige, Canada og Alaska. Solvej har spillet koncert i et kontorlandskab, et fængsel, på en båd, til fødselsdage, bryllupper og for folk hjemme i deres egne stuer. På opfordring, selvfølgelig.

Bandet:

En musikalsk platform som Live & Lokalt kræver en professionel bund og et band, der forstår at spille artisterne gode. Derfor er det en fornøjelse at præsentere bandet, der består af:

Ole Albrechtsen

- kapelmester på Live & Lokalt og guitarist. Ole er komponist, sessionmusiker og medlem i adskillige bands, der turnerer i DK og udlandet. Ole er en af de mest aktive, professionelle musikere i vores landsdel.

Klaus Thrane

- Trommer. Klaus er en institution i den danske rytmiske musik. Som trommeslager og percussionist i Lars Lilholt Band har han slået sit navn fast som en af Danmarks bedste. Klaus har også eget studie, hvor kan blandt andet hjælper med at formidle nordjysk musik.

Peter Parmo Overby

- bassist. Måske har du set ham på en af de nordjyske scener, hvor han er meget aktiv som musiker. Peter er blandt andet backing for R. Noor og andre artister i det nordjyske vækstlag.

Praktiske oplysninger:
Dato og tidspunkt: Lørdag d. 20. februar kl. 20.00.
Dørene åbner: Indgang til koncertsalen åbnes ca. 30 min før koncertstart.
Ca. varighed af arrangementet: 2 timer
Bemærk venligst: Unummererede siddepladser
Billettyper: Salen: 100 kr. inkl. gebyr.

PÅ PLAKATEN


Nyords særlige beliggenhed langt fra storbyerne gør, at lysforureningen næsten ikke er eksisterende…

Kom til et par hyggelige timer, hvor I skal smage på den nordiske…

Holdet bag »Sigurds Danmarkshistorie« står klar med en ny familieforestilling til foråret 2021.

For arrangører
Billetsalg - tilmelding

Har du brug for billetsalg, tilmelding eller event management. Skal I bruge en løsning i jeres eget brand? Skal det være helt enkelt, eller har I særlige behov? Se hvor nemt I kan komme igang her.

Er du forhindret?
prøv Buymyticket

Hvis du er forhindret i at bruge dine billetter, kan du sælge dem til andre interesserede på buymyticket.dk. Det er helt gratis!

Få de gode nyheder først

For at tilmelde dig vores nyhedsbrev skal du blot indtaste din email-adresse og tryk Tilmeld: