En teaterforestilling om at være et lille menneske i en ganske forunderlig verden.
Små musikalske og billedrige fortællinger danner rammen omkring en strøm af nære og stemningsfyldte øjeblikke.
Et hvidt og åbent telt favner publikum på tryg og nænsom vis, og i et lyst univers af stjerner fortælles med genkendelsens glæde og erindringens forundring.
Mette Roslev tænder glimtet i øjnene hos de allermindste med sin poetiske forestilling om at undre sig over livets skønhed. Med eller uden ord – og med eller uden bare tæer.
Teater My får stjernerne til at drysse ned fra himlen. De ligger på gulvet, så strømpesokker i størrelse 24 kan følge dem som en lille sti - hen mod et hvidt, rundt telt uden loft. Her sidder en kvinde i hvid silkekjole og smiler. Hendes hår er mørkt og helt kort, og hendes øjne stråler. Og hun har en lykkestjerne på sin kjole.
Når Mette Rosleff tager lykkestjernen af og folder den ud, begynder eventyret i HIMMELSANGE, Så bliver stjernen til et skib, og skibet sejler ind i en stjerne af lys – og en funklende barnestemme siger enkeltord som ’sol’, ’dig’, ’måne’, ’søstjerne’, ’sne’...
Pressen skrev:
"Lyksalighed på lyksalighed… Roen fortryller og det nære liv får vinger.” Fem stjerner i Århus Stiftstidende
“Mette Rosleff tænder glimtet i øjnene hos de allermindste med sin poetiske forestilling om at undre sig over livets skønhed … en poetisk oplevelse, som de fleste andre teatre kun rammer i strejf.“ Børneteateravisen
“Visuel performanceæstetik og hverdagspoetiske lilleputscener. - Puslingeperformance med voksenappel. Mere af det, tak” Fem stjerner i Politiken
Medvirkende: Mette Rosleff, Sigurd Røge Dissing
Tekst: Mette Rosleff
Instruktion: Bjarne Sandborg
Scenografi/dukker: Mariann Aagaard, assisteret af Sofie Faurschou Hastrup
Komponist: Martin Vognsen
Lysdesign: Jesper Hasseltoft
Teknik/værksted: Morten Meilvang Laursen, Vibeke Pagh Schultz
Aldersgruppe: 2-4 år