En mand sidder på scenen med sin guitar. Det kører for ham ...
.. selv om han spiller et meget teknisk svært stykke musik. Det er i princippet fint nok, at kvinden på scenen tydeligvis er meget begejstret bagefter, og slet ikke kan holde op med at klappe. Men hun skal klappe af musikken, ikke af ham.
Nu begynder kvinden oven i købet selv at synge og vil holde i hånd og kramme. Og hun putter hans guitarer i sengen, hvad skal det nu til for? Manden er mere tryg, når det handler om akkorder og håndstillinger, ikke når det handler om mærkelige signaler fra kvinder med glimt i øjet.
MOON RIVER er en gennemcharmerende og stort set ordløs forestilling, båret oppe af fantastisk livemusik fra en tidslomme i 1930erne og 40erne.
Der er sigøjnermusik og jazzmusik, musik om den søde kærlighed og musik om den svære kærlighed. Musik af legender som Cole Porter og Django Rheinhardt.
Og ikke mindst tre flotte musikere i kjole og hvidt, laksko og brilliantinehår, som det sig hør og bør. En forestilling man bliver i meget godt humør af. Bortset fra at man går fra den med en lille ærgrelse over ikke selv at kunne spille guitar så gnisterne flyver, og synge så det gør ondt og godt i hjertet.
★★★★
”Nu står hun (Johanne Louise Schmidt, red.) der lyslevende og synger smægtende sange med sine guitarvenner. Sange fra et repertoire, hvis fødsel, man skal til bedsteforældregenerationen for at have oplevet. Men livskraft er der i ’Moon River’ og de andre jazzpop-slagere, der denne lørdag aften fik en fyldt sal til at trække vejret i salige genkendelse”.
Gregers DH
★★★★
”Med en lille bar i hjørnet, bestyret af en showgirl med høj fjer i hatten som i 1940’erne, et swingende jazzband foran en udslidt jernseng og to yderst veloplagte hovedpersoner, gør ’Moon River’ alt, hvad den kan for at trække tilskuerne ind i jazzens mangfoldige og forførende univers”.
Kultunaut