En fysisk og ordløs forestilling, der fusionerer fysisk teater, nycirkus, dans, akrobatik og musik og tager afsæt i de komplekse sociale regler, der gør det så svært at være menneske og skulle navigere i det 21. århundredes foranderlige samfund.
RAMMER er en hardcore, fysisk forestilling om de komplicerede, sociale regler, vi forsøger at navigere imellem. Forestillingens tre internationalt kendte artister arbejder i krydsfeltet mellem de fysiske scenekunstneriske discipliner og fusionerer fysisk visuelt teater, nycirkus, akrobatik og moderne dans.
RAMMER handler om at forsøge at gebærde sig i vores moderne og hastigt foranderlige verden. Om at afkode de komplicerede, sociale regler mellem fremmede, venner, kolleger, kærester og familie. Om at stå udenfor og drømme om at blive lukket ind. Om skuffelse og succes, vrede og forsoning, desperation og harmoni.
I det 21. århundredes virkelighed med internet, sociale medier og en voksende udveksling mellem kulturer er de sociale regler mere komplicerede end nogensinde før, mens vores hjerner er stort set de samme som for godt 74.000 år siden. Hjerner, der kværner som højhastighedstog for at afkode og fortolke de indtryk, vi bombarderes med.
Hvad sker der, når reglerne bliver så avancerede, at vores hjerner ikke kan følge med?
Hvad sker der, når vi ramler ind i de usynlige rammer, vi har opsat for os selv og hinanden, og rammes af konsekvenserne af et yderst komplekst samfund?
RAMMER er en co-produktion af GLiMT, Limfjordsteatret og Vendsyssel Teater.
Ide og Instruktion: Lars Gregersen
Performere: Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og John Simon Wiborn
Dramaturg: Simon Boberg
Kunstnerisk sparring: Gitte Malling
Musik og Lyd: Johan Segerberg
Scenografi: Kristian Knudsen
Lysdesign: Mogens Kjempff